Johanne Luise Heiberg

Johanne Luise Heiberg– (1812 - 1890)

Biografi på Wikipedia

Billeder, videoer og lydfiler på Wikicommons

Johanne Luise Heiberg (døbt Pätges) (22. november 1812 i København - 21. december 1890 ditto) var en dansk skuespillerinde og memoireforfatterinde, hvis mor var af jødisk familie. Fra en opvækst i næsten total social elendighed - fattigdom, druk og racisme - præsterede hun at stige til guldalderens top uden at miste sin sjæl. Hun blev teatrets første kvindelige skuespilinstruktør og indførte Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson på den danske scene. I 1820'erne skrev Johan Ludvig Heiberg flere vaudeviller til hende, og hun blev gift med ham i 1831. På samme vis skrev Henrik Hertz, Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen i romantikken en række skuespil til hende med splittede, dæmoniske kvinder i hovedrollen. I teaterhistorien indtager hun positionen som den største danske skuespillerinde.

Citater

Lidenskaberne har altid noget af dæmonerne i sig.

Kirsebærs nyden har den samme egenskab som kærlighed: Jo mere man får, des mere vil man have. Begge opvækker tørsten, idet de læsker den.

[Kun] hos få kunstnerinder har jeg set det glædelige bevis for, hvad sjælen formår over legemet i den grad som hos [den svenske nattergal] Jenny Lind.

Vi tugtes ofte af en usigelig kærlighed.

Det at lære et menneske til bunds at kende er bedre og indeholder mere end at lære mange nogenlunde at kende.

Et virkeligt talent baner sig vej så at sige gennem et nøglehul.

At være en anden og dog sig selv, det er skuespillerens vanskelige opgave; thi den skuespiller, der ikke formår gennem alle de forskellige billeder at holde fast på sin egen personlighed, mangler [det grundlag], der i tidernes løb kan fængsle tilskuerne således, at der mellem dem og [skuespilleren] opstår et slags venskabsforhold, der ofte kan blive så stærkt, at man ved en skuespillers død kan have en følelse [af samme inderlige art] som om en [for hjertet] kær ven og slægtning var bortrevet fra vor midte. Og her er det ikke rollernes tab, man begræder, men personens; men hvorledes skulle denne person have vundet vor kærlighed, ifald vi ikke gennem alle de forskellige billeder, bevidst eller ubevidst, havde set et menneske, en bestemt individualitet skinne frem?

Til bryllupsrejser, hvor folk dog har andre ting i hovedet, egner Italien [med sin unikke kulturhistoriske arv og kunstnere som Giovanni Boccaccio, Leonardo da Vinci, Raffaello Sanzio, Sandro Botticelli] sig ikke. Det er sandt at sige for godt dertil og for indholdsrigt.

Det er ikke godt at slide sine sidste par sko på teatrets brædder.

At gå hjem ligeså [præget af tomhedsfølelse], som man er kommet, det er det, man kalder at opmuntres i teatrene.

Hvad er det dog for en [forunderlig] verden, vi lever i? Menneskene piner og plager hinanden af ærgerrighed og forfængelighed, indtil en skønne dag døden træder til og siger: Du skulle have brugt dine dage og timer bedre, thi alt dette har du herefter ingen brug for.

Hvad formår et menneske ikke, når sindet er løftet, og hvor lidet, når det er nedbøjet.

Moderløs er aldrig den søn, der har et fædreland, han elsker.

Musikken er ligesom naturen: Glad med de glade, bedrøvet med de bedrøvede.

Om Johanne Luise Heiberg og hendes personlighed

[Johanne Luise Heiberg] var og er den største skuespillerinde, som dansk teater har kendt, ja, den eneste store [danske scenekunstner fra romantikken, og hendes person, dygtighed og skæbne har optaget eftertiden mere end nogen anden hjemlig teaterpersonlighed].

Af Edvard Brandes, dansk politiker, kritiker og forfatter.

Eksterne henvisninger

Heiberg-citater på Citatlisten.dk (Dansk)