Rungstedlund

Rungstedlund, hvis ældste del stammer fra 1680, er et landsted med tilhørende parkområde beliggende ved Strandvejen i Rungsted, nord for København. Landstedet har tidligere været kro med tilhørende landbrug og senere - sammen med de nærliggende ejendomme Rungstedgård og Folehavegård - midtpunktet i et større gods. Rungstedlund er i dag indrettet som museum for baronesse Karen Blixen - og Det Danske Akademi, der blev stiftet i 1960, har siden baronessens død i 1962 haft fast domicil på Rungstedlund. Parken til Rungstedlund er fredet som fuglereservat og Karen Blixen er efter eget ønske begravet under den store rødbøg.

Rungstedlund i lundens grønne grenværk.

Citater

• Rungstedlund er et vidunderligt sted, et refugium i en verden, som måske ikke er ond, men i hvert fald travl og krævende. Rungstedlund er et tilflugtssted for fugle og mennesker, en oase med lysninger og livgivende vande mellem mægtige træer og frodige urter med glitrende dugdråber på saftige blade.

  Af Sven-Ingvar Andersson, svensk landskabsarkitekt.

• [Rungstedlunds] menneskelige beboere har [på samme vis som landstedets rige liv af tilbagevendende trækfuglearter] været trækfugle. De rejste langt bort og kom så [senere] hjem hertil: Den unge Johannes Ewald var på meget spæde vinger fløjet ud til Tyskland og Østrig, han kom hjem til Rungstedlund - en sangfugl der sang skønnest i tusmørket - og her var smukt, og han var lykkelig. Den unge Wilhelm Dinesen, Boganis, var fløjet ud til valpladser i Europa og til Amerikas prærier, og var [derpå] kommet hjem til Rungstedlund. Jeg [baronesse Blixen] selv rejste ud [i den ukendte verden], til et halvt menneskelivs ophold i de afrikanske højlande, og kom tilbage igen [til Rungstedlund].

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• Huset selv [med sine talrige, tankevækkende fortællinger] har vist aldrig været planlagt eller tegnet af nogen arkitekt, det er på en måde vokset op på egen hånd [og på samme vis som en eventyrlig tjørnehæk] og er blevet forskønnet ifølge skiftende generationers skiftende smag. [...] Alligevel må Rungstedlund have bevaret noget af sine hundrede somres sødme og vintres hygge. Mange gange har folk fra udlandet, som har været på besøg her, skrevet til mig [baronesse Blixen] om mit uforglemmelige hus. En amerikansk [efterretningsofficer], som efter befrielsen var min første gæst fra den store verden skrev: Jeg havde været i Deres land i tre uger uden at få noget egentligt indtryk af det. Men da De viste mig Deres hus og have, gav De mig nøglen til Danmark.

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• En lærd, fransk rejsende på vej til Sverige skrev i år 1700, at Rungsted Kro var den smukkeste på hele vejlængden.

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• Haven på Rungstedlund har i menneskealdre været [åbent for almenheden], folk har frit kunnet gå ud og ind. Der må [således] i dag være mange [pæne] familiefædre der husker, at de som drenge ved vintertid har løbet på skøjter på dammen [med den hvide bro] og om sommeren som indianere har holdt til i huler under buskene i lunden, og guldbrudepar der husker som kærestefolk at være gået hånd i hånd ad lundens grønne stier.

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• Jeg [baronesse Blixen] vil ikke sammenligne mig selv med højsalig kong Christian [den Femte] som grundlagde Dyrehaven, men jeg vil gerne [med fuglefredning for øje] have, at Rungstedlund i al beskedenhed på samme måde som Dyrehaven skulle indgå i folkets [og almenhedens], i hvert fald i omegnens, liv og bevidsthed i mere end [hundrede] år, og at et fugletræk [i en længere fremtid] skulle gå hertil.

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• Ved Karen Blixens død i 1962 præsenterede haven [med sin unikke, beundringsværdige havekultur og sin facetterede, naturpoetiske landskabsarkitektur] sig - set fra terrassen ved vestfacaden - som et billede [eller landskabsmaleri] af Claude Lorrain.

  Af Sven-Ingvar Andersson, svensk landskabsarkitekt.

Om Rungstedlund Fuglereservat

• Jeg [baronesse Blixen] håber, at arbejdet [og de ornitologiske opgaver] må kunne blive gjort så smukt og [så] godt for fuglene, at Rungstedlund Fuglereservat vil kunne [gøre] sig [gældende] mellem andre [områder med fuglefredning], og at ornitologer fra fremmede lande engang vil komme hertil for at studere det danske fugleliv.

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• Havens frue [baronesse Blixen] forordnede før sin død, at Rungstedlund skulle være fuglereservat. [Således] ikke de mange trækfugles havvendte engdrag eller de aristokratiske rovfugles vidtstrakte jagtmarker, men sangfuglenes kratpolstrede lund. Det er meget smukt, at hun tænkte på disse små i den store skabelse, og blandt disse uanselige finder man jo også nattergalen, som hun elskede for, hvad den var, og dyrkede som symbol ligesom H.C. Andersen og Oscar Wilde før hende. Men det forekommer også lidt ordinært. Ligger der mon [således] i fuglereservatet en skjult hensigt?

  Af Sven-Ingvar Andersson, svensk landskabsarkitekt.

• Gennem maj og første halvdel af juni [toner] Rungstedlunds have af nattergalesang, den ene fugl svarer den anden [i en ganske livlig konversation], det er en lang, ekstatisk [og melodiøs] sangerfest [af smuk, beåndet kvidren].

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• Det er da kommet til at stå for mig som om Rungstedlund især var trækfuglenes [fredfyldte og frie tilflugtssted]. Årstiderne her er først og fremmest præget af deres ankomst og afrejse. Hvor mange gange har jeg ikke i nætter omkring forårs- og efterårsjævndøgn stået udenfor huset og hørt deres træk gå himmelhøjt over taget.

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• Landsvalen, der så ofte spiller en rolle i Karen Blixens fortællinger, yngler med [et skiftende antal] par på Rungstedlund.

  Af Finn Salomonsen, dansk zoolog.

• Jeg [baronesse Blixen] ville gerne [drømme eller] tænke mig, at Rungstedlund i fremtiden i mange år kunne være et åndehul midt i en stor by. Og fordi trækfuglene på Rungstedlund har betydet meget for mig, har jeg forestillet mig [denne lund og lystskov] som et fuglereservat, et rigtigt paradis for fugle [fra fjerntliggende lande] som søgte hertil tværs over verdenshave. Men jeg har ikke til nu kunnet virkeliggøre min drøm. Det er [bekosteligt] at frede en ejendom [og et skovområde].

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• Med deres [usædvanlige] spætteagtige levevis og klare stemmer [med klangfulde fløjtetoner] hører spætmejserne til Rungstedlunds mest særprægede ynglefugle.

  Af Finn Salomonsen, dansk zoolog.

• I årene efter min [baronesse Blixens] tilbagekomst fra Afrika, mens jeg har set [vor hovedstad vokse og således] mere og mere lukke sig om Rungstedlund, har jeg da tænkt over hvordan jeg skulle kunne bevare det og holde fast på den gamle kros og krohaves lille stykke dansk natur og dansk historie. Det har været som om en stor sorg, et stort tab og et tomrum lå foran mig, når jeg har tænkt på at det skulle helt forandres, ja, forsvinde og blive borte [og således gå tabt for den fremtidige efterslægt].

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• [Skarer] af silkehaler [med deres flerfarvede hale- og vingespidser, deres hoveders karakteristiske toppe af bagudrettede fjer samt deres sangstemmer som klangen af små sølvklokker] indfinder sig undertiden som [farverige og fremmedartede] vintergæster på Rungstedlund.

  Af Finn Salomonsen, dansk zoolog.

Om Johannes Ewald og Rungstedlund

• Ewalds Høj [med digterens mindesten] ligger på det højeste punkt. Det er, som om stier, plæner og skovbryn strækker sig her op. Det er lundens kulmination, og engang må den have givet et vidt udsyn over marker, skove og sund.

  Af Sven-Ingvar Andersson, svensk landskabsarkitekt.

• Ewalds Høj i Rungsted blev allerede i det 18. århundredes sidste tiår et pilgrimsmål for følsomme sjæle.

  Af Christian Elling, dansk kunsthistoriker.

• De [menige bønder og almuefolk, de logerende i Rungsted Kro og de søfarende folk i Rungsted] så eller anede, at der i ham [den velbekendte Johannes Ewald] var noget som de ikke før havde mødt hos mennesker: Udødelighed. Og evnen til at udødeliggøre landskabet omkring sig, [såvel som] fuglesang og roser, det lysende eller sortladne hav og dem selv med det. Og fattig, syg, ensom og ulykkelig i kærlighed havde han i sig [en digterisk] kraft til [via] den udødelighed, han gav det alt sammen, at forbinde et af sprogets mest henrykte ord: Lyksalighed. Rungsteds lyksalighed.

  Af Karen Blixens tale i Statsradiofonien, En kaminpassiar med lytterne, 6. juli 1958.

• Johannes Ewald, som den stedlige tradition vil vide, har arbejdet i dette [værelse ved navn Ewalds stue]; han, der besang det sortladne hav og fiskernes heroiske liv. Ewald blev tidligt krøget af gigt, og det måtte den blive, der sad bag de utætte vinduer, når østenstormen satte ind [i naturpoesiens navn].

Om Karen Blixen og Rungstedlund

Den grønne stue på Rungstedlund.

• Jeg følte, da toget satte sig i bevægelse, og jeg så det sidste af dig [elskede Tanne], som vendte jeg nu tilbage til den daglige prosaiske verden efter dage i poesiens verden. Det var en stor oplevelse for mig at være på Rungstedlund og leve så helt sammen med dig, på dine vinger, under din varetægt, jeg kan ikke takke dig nok for den flyvetur.

  Af brev fra Mary Bess Westenholz til Karen Blixen, 24. juni 1942.

• De to gange, vi har været gæster på Rungstedlund, har virkelig været lyspunkter i vort liv i al den tid [vort venskab har varet]. Jeg skal aldrig glemme, hvad jeg ser og hører, indsuger og fornemmer af smukt og godt, når jeg er i Deres nærhed derude. Det er som at blive velsignet, og sindet løber fuldt til randen, med rigdom nok til lang, lang tid; der falder [i smukke ord] nye frø, som vil spire.

  Af brev fra Ingeborg Brams til Karen Blixen, 22. september 1948.

• Mit første indblik af betydning i Tannes tanker og hele [livssyn samt] livsgrundlag fik jeg de aftner, da hun og jeg kunne sidde og snakke sammen, hele sommeren på verandaen og ellers foran kaminen i dagligstuen, til langt ud på natten, efter at hele huset [og det lille samfund på Rungstedlund] var gået til ro.

  Af Thomas Dinesen, dansk forfatter, soldat og civilingeniør, bror til Karen Blixen.

• [Min videbegærlige søster, den unge pige Tanne] har i forårsmånederne færdedes rundt i haverne i Rungstedlund og Folehave og gået lange ture i Folehave skov, og hun har glædet sig over [hver ny sangfugl hun sansede samt] hver ny blomst hun så og lærte at kende.

  Af Thomas Dinesen, dansk forfatter, soldat og civilingeniør, bror til Karen Blixen.

• Man tænker sig Karen Blixen siddende der [ved skrivebordet i den grønne stue] med de tynde hænder foldede om en kop morgente, mens ilden knitrer i ovnen, og vintersolen spiller i snetyngede grene derude på den anden side af stuelængens kolde slagskygge. Eller om eftermiddagen, når strålerne, hvis skyerne tillader det, rækker langt ind i stuen, før solen forsvinder i lundens grenværk, allerede inden den er nået frem til Ewalds Høj.

  Af Sven-Ingvar Andersson, svensk landskabsarkitekt.

• Jeg var meget glad for at gense baronessen. Jeg synes altid, jeg har meget ud af at være i baronessens selskab og på Rungstedlund. Det rum, som baronessen holder af at hengive sig i på gårdene på Fyn, finder jeg altid nærværende, når vi er sammen. Jeg tror på den form af åbenhed og tilforladelighed, jeg kan finde på Rungstedlund; jeg er altid fuldstændig tryg i baronessens selskab.

  Af brev fra Jørgen Gustava Brandt til Karen Blixen, 10. september 1952.

Kildehenvisninger

• Blixen, Karen, F. Salomonsen og C. Larsen: Karen Blixen og fuglene, Forlaget Rhodos, København 1964.
• Dinesen, Thomas: Tanne - Min søster Karen Blixen, Forlaget Gyldendal, Viborg 1974.
• Elling, Christian: Den romantiske Have - Danske studier, Forlaget Gyldendal, København 1942.
• Hoppe, Kurt Rodahl: Blomstersprog - Buketter fra Karen Blixens have, Forlaget Broe, Århus 2009.
• Rasmussen, Steen Eiler: Karen Blixens blomster, Christian Ejlers' Forlag, Herning 1983.