Thorkild Hansen

Thorkild Hansen– (1927 - 1989)

Biografi på Wikipedia

Billeder, videoer og lydfiler på Wikicommons

Thorkild Hansen (9. januar 1927 i Ordrup – 4. februar 1989 i Caribien) var en dansk forfatter, hvis hovedværker er romanen Det lykkelige Arabien (1962) og romantrilogien om den danske slavehandel, Slavernes kyst (1967), Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970), for hvilke han i 1971 fik Nordisk Råds litteraturpris.

Citater

Jens Munk (1965)

Bog 4

Det er cirklen uden ende, for hvert nederlag bliver virkeligheden mindre acceptabel og drømmen mere tillokkende med nye indrømmelser til følge; der udvikler sig et nederlagskompleks, som finder udtryk snart i en selvglad beskedenheds inkompetente fablen om langt højere bjerge, snart i en tossegod imødekommenheds lallen med paa Wonderful Copenhagen.
Intet er saa egnet til at tage brodden af virkeligheden og bedøve smerten som at tildigte den en mening. Det er som en naadig kappe kastet over en blodig skulder, den skjuler saarene, men den læger dem ikke.
Efter drømmerne kom kræmmerne, smilet gennem taarer blev til grinet mellem daarer.
De havde naaet bunden af det hele, og den faste bund af virkelighed, som holder alt liv oppe, giver det næring og tvinger det fremad, tilværelsens sikre urgrund, hvad er den andet end lidelse?
Smerten er livets moder, vi dræber den ikke uden at dræbe livet; opgaven er, i det korte tidsrum, der er stillet til raadighed, at give den en mening. Ikke en undskyldning, som skjuler saarene og tjener til paaskud for nye overgreb. Men en mening. En forklaring. Kan vi det? Kan vi sige, at det ikke var forgæves?

Syv Seglsten (1960)

Man siger, at forbryderen altid kender de paragraffer, han kan dømmes efter.
Den, der staar udenfor, véd ofte mere om livet end den, der har taget plads i dets midte.
At maale tiden med afskedens blik er som at bedømme afstande over havet; der er længere, end man tror.
Det mærkelige ved Odysséen er, at den ikke handler om, hvordan man gaar i krig, men hvordan man kommer hjem igen
Paa en maade er verden befolket af sjæle uden hjemkomst, tænker jeg. Mennesket er en trækfugl fra Troja.
Vi er utrættelige; tager livet ikke imod ved fordøren, leder vi efter en bagdør, hvor vi kan snige os uset ind. Imens gaar tiden, der kommer flere og flere, som er yngre end én selv, snart er hele tilværelsen gaaet med at søge efter livet. Vi er som den fattige billedhugger, der solgte sin marmorblok for at faa penge til en mejsel.