Wikiquote:Konsensus

Wikiquote fungerer ved at brugerne finder frem til konsensus, som er en konklusion, hvor også de som i udgangspunktet er uenige accepterer konklusionen som rigtig for Wikiquotesamfundet. Dette gøres gennem høflig diskussion og forhandling, hvor målet er at komme frem til almindelig eller bred enighed – konsensus – om hvordan vi skal tolke retningslinjer og principper som for eksempel neutralitet. Når det ikke er muligt at nå konsensus direkte, kan man foretage uformelle spørgerunder eller bede flere om at deltage i diskussionen. Ordet konsensus kommer i øvrigt fra det latinske ord consensus, der betyder overensstemmelse.

Konsensusprincippet

Konsensusprincippet kan kun fungere blandt bidragydere, som gør deres bedste for at samarbejde for at beskrive de forskellige syn på et emne så nøjagtigt og præcist som muligt. At indsætte en triviel oplysning i en artikel når flere andre har modsat sig dette, er et eksempel på brud på konsensus.

Det kan være vanskeligt at definere hvad der er en rimelig eller rationel indstilling. Næsten alle bidragydere mener at deres syn er rimeligt og rationelt begrundet; gode bidragydere er villige til at indrømme at også de som har det modsatte standpunkt, kan have en rimelig indstilling til emnet. Wikiquotes konsensusprincip betyder at man ikke kan insistere på de synspunkter man står alene med, men at man skal tage andres deltagelse i en positiv ånd. Det hjælper ikke at man insisterer på at man følger objektivitetskeavet i sine bidrag, hvis man samtidig driver partisk redigering og ikke vil kommunikere med andre.

Konsensus kan skifte. Hver konsensus kan blive til et nyt startpunkt. Enhver kan lave en redigering og starte processen igen, så tit det er nødvendigt.

Konsensus vs. andre mekanismer

Det antages at bidragydere, som arbejder for at opnå konsensus, gør det med Wikiquotes grundretningslinjer som basis, specielt neutralitet. Til tider kan en gruppe bidragydere gennem stædighed, antal og organisering være i stand til at undertrykke øvrige bidragyderes mening, og herigennem opbygge en bred støtte for en subjektiv, ensidig, unøjagtig eller krænkende version af en artikel. Dette er ikke konsensus.

Den foretrukne måde at håndtere dette på er at inddrage flere i diskussionen ved at tage sagen op i et større forum – for eksempel ved Caféen – eller ved at kontakte brugere, som man ved kan være interesseret i at hjælpe til med at løse en konflikt. Når flere bliver involveret, er det vanskeligere for en gruppe at undertrykke øvrige brugere. Samtidig er der grund til at minde om, at hvis man alene står mod en gruppe bidragydere, kan det godt tænkes, at man faktisk tager fejl eller i det mindste ikke har tilslutning for holdningen.

Konsensus vs. overvældende flertal

Specielt når der er mange synspunkter, som kommer frem i løbet af en diskussion, kan det være vanskeligt at nå frem til konsensus, hvorfor der må tyes til flertalsprincippet gennem afstemning, for at nå frem til en konklusion. Den brede enighed ses her repræsenteret ved et overvældende flertal. Hvor mange der skal til, for at et flertal er overvældende, afhænger af den enkelte situation (f.eks. kompleksiteten af emnet og antallet af deltagere i diskussionen), men aldrig under 67% (²/₃) og helst over 75% (³/₄). Såfremt et sådant flertal ikke kan nås regnes sagen for uløst og status quo (inden diskussionen begyndtes) opretholdes og man kan evt. begynde diskussionen forfra på et senere tidspunkt.

Den forudgående diskussion er en særdeles vigtig del af processen, og også under afstemninger er det muligt at begrunde sine stemmer. I nogle tilfælde er det absolut nødvendigt at begrunde det; når man stemmer om en side bør slettes fordi den ikke hører hjemme på Wikiquote giver det ikke mening bare at stemme for at beholde, man må også forklare hvorfor. Sådanne begrundelser kan være afgørende for diskussioner; selv om der er et klart flertal for en indstilling kan en enkelt kommentar belyse temaet på en ny måde, som gør at man når en anden konklusion end det stemmetallene tilsiger.

Stem ikke om alt

Det ligger i en Wikiquotes natur at man ikke ved så meget om de bidragydere man samarbejder med. Der bliver hele tiden registreret nye brugere, og via et website eller e-mail kan man samle masser af mennesker til at stemme på et alternativ, selv om de ikke i øvrigt er interesseret i Wikipedia. Dette betyder at afstemninger ikke kan automatiseres; ethvert resultat må validere mod standarder fastlagt før afstemningen.

I nogle tilfælde er der kun visse brugere som kan implementere afgørelsen. For eksempel skal man være administrator for at kunne slette en side, og bureaukrat for at give en person administrator- eller bureaukratrettigheder. Dette betyder at administratorer og bureaukrater får et specielt ansvar for at tolke afgørelser. Men deres primære rolle er at tjekke om proceduren er overholdt i forbindelse med afgørelsen, for eksempel ved at tjekke at der ikke er brugt sockpuppets og at det kun er brugere, der var registreret før afstemningens begyndelse, der stemmer. Alle kan deltage i denne proces, men i praksis bliver det ofte administratorerne som sidder med overblikket som er nødvendigt for at kunne validere afstemningen. De kan således nemt få en særlig, men egentlig uønsket rolle.

Afstemninger betyder også at den ene part vinder over den anden. Dette stemmer dårligt overens med konsensusprincippet, hvor målet er at alle bliver enige; i det mindste enige i at den ene eller anden afgørelse er et udtryk for det som er bedst for Wikipedia. Ved at starte en afstemning før det er absolut sidste udvej betyder at man fjerner muligheden for kompromisser, og skaber en minoritet som er misfornøjet med afgørelsen.

Det ligger også i en wikis natur at den hele tiden ændres. Nye brugere og ny information kommer til, og det er derfor vigtigt at en tidligere afgørelse kan tages op til debat. Afstemninger opfattes let som bindende, men det må være muligt at tage dem op på ny under nye omstændigheder. Desuden vil en afgørelse som er nået gennem konsensus ofte stå stærkere, således at man slipper for at genoptage samme diskussion i tide og utide; selv om man må være åben for at diskutere på ny, er der også brug for stabilitet og forudsigelighed. Det er også lettere at få nye brugere til at forstå tidligere afgørelser, hvis man kan vise til en grundig diskussion som ender i konsensus end hvis der blot er to-tre personer som udveksler meninger fulgt af en afstemning.

Ved at tage afgørelser gennem diskussioner minimerer eller fjerner man en del af de problemer som findes i forbindelse med afstemninger:

Man får luftet flere synspunkter
Afgørelsen har en begrundelse som er forståelig, ikke bare to tal som står overfor hinanden
Alle brugere er ligeværdige i at nå konsensus
Konsensus betyder at få eller ingen sidder tilbage og føler sig tromlet